Skammens Væg
 
 

Forfattere, der har skrevet til skrivebordsskuffen, kan nu få opfyldt drømmen om at udgive en bog - hvis de vil betale for det. Flere forlag på internettet tilbyder at udgive bøger, og det har mange danskere allerede benyttet sig af.

"Det er fantastisk. Det er en drøm, der er blevet til virkelighed, og det er jeg rigtig glad for," fortæller Gitte Morsund, der netop har udgivet en krimi-novellesamling.

Gitte Morsund har betalt 15.000 kroner for et oplag på 200 af Skammens væg, som hendes bog hedder, og indtil videre har hun solgt 40 procent af oplaget til venner, bekendte og interesserede.

I USA er selvudgivelser eksploderet. I 2009 faldt antallet af traditionelle forlagsudgivelser, men selvudgivelserne satte nye rekorder. I dag er godt og vel 75 procent af alle amerikanske bøger udgivet af forfatterne selv, og i alt 764.448 titler udkom i 2009 som selvudgivelser. Det er tre gange så mange som de traditionelle udgivelser.

Hos Books on Demand, der er det førende forlag for selvudgivelser på det europæiske marked, er antallet af titler tidoblet på fire år, fra 17.000 i 2006 til 180.000 i dag.

"Der er ingen tvivl om, at den udvikling, vi ser i USA, også slår igennem i Europa herunder Danmark. Flere og flere springer ud som forfattere og får udgivet deres livserindringer eller den krimi, der har ligget og samlet støv i skrivebordsskuffen," siger Lisbeth Jensen fra Books on Demand, der kan notere sig, at antallet af danske selvudgivelser er mere end femdoblet siden 2006.

På flere internetforlag kan man opsætte og bestille tryk af sin egen bog direkte fra computeren, men forlagene tilbyder også hjælp til at udgive og distribuere bøger. Men man skal være opmærksom på, at det kan koste dyrt, hvis man ikke kan sælge bøgerne bagefter.

"Hvis man gerne vil udgive en bog i et lille oplag til venner og bekendte, så er det fantastisk at være selvudgiver," siger litteraturkritiker Klaus Rothstein fra Weekend­Avisen, men tilføjer også:

"Hvis man gerne vil have litterær anerkendelse og slå igennem, så vil jeg advare imod det, fordi man er sin egen forlægger og der ikke er nogen til at kvalitetstjekke bogen."

Den advarsel betyder dog ikke det store for Gitte Morsund.

"Det har virkelig givet mig selvtillid at få drømmen realiseret, og det giver lysten til at fortsætte med at skrive," siger Gitte Morsund, der til dagligt arbejder som faglig konsulent i en fagforening.


Kilde: http://nyhederne.tv2.dk/article/32401289/

Artikeltekst fra TV 2 Nyhedernes hjemmeside: