Skammens Væg
 

PRESSEMEDDELELSE

Gitte debuterer som novelleforfatter


33-årige Gitte Morsund fra Esbjerg begyndte først for alvor at skrive for 9 år siden. Fredag den 16. april debuterer hun med sin første novellesamling Skammens Væg - både som et traditionelt bogværk og som e-bog.


Hun har ikke opskriften på den perfekte forbrydelse, men Gitte Morsund fra Esbjerg kommer med 9 gode bud på opgaven, når hun den 16. april debuterer som forfatter til krimi-novellesamlingen Skammens Væg.


- Jeg glæder mig til at få bogen ud, efter at have øvet mig med forfatterskab i mange år. Jeg begyndte for alvor at skrive i 2001, og jeg har i de sidste 4 år lagt mine historier ud på Fyldepennen.dk. Det er et stort skriveværksted på nettet, hvor man får masser af kritik på sine tekster og på den måde bliver bedre. Jeg har på Fyldepennen.dk lært nogle teknikker, men det er mindst lige så vigtigt, at jeg gennem kontakterne på hjemmesiden har lært at se meget mere kritisk på mine egne tekster, fortæller 33-årige Gitte Morsund.


Hun og ægtefællen Carsten flyttede for et par år siden fra Esbjerg til Varde. Det er under lange gåture i naturen med parrets to hunde, at historierne tager form. Carsten er it-mand, og da han gik løs på et designprogram, kom der såmænd også et spændende og anderledes bogomslag ud af bestræbelserne.


- Når jeg vælger novelle-genren er det fordi, at jeg her kan komme af med mange ideer og skæve indfald. Titel-novellen Skammens Væg handler for eksempel om en forfatter, der hænger alle de dårlige anmeldelser op på væggen, fordi det motiverer hende til at blive bedre. Jeg hænger ikke udklip på væggen, men jeg arbejder også konstant med at blive bedre til at skrive, siger Gitte Morsund.


Hun skriver ikke kun i fritiden, men også på jobbet. Det er dog vidt forskellige tekster. Gitte Morsund er nemlig faglig sagsbehandler i Det Faglige Hus’ afdeling i Tarp ved Esbjerg, hvor hun primært beskæftiger sig med sager om opsigelse, bortvisning og hjemsendelse. I første omgang har hun selv måttet spæde til for at få sin bog udgivet, og der skal sælges mere end første oplag på 200 bind, før projektet hviler i sig selv.


- Skammens Væg udgives på Forlag1.dk, som står for det praktiske såsom tryk, distribution og kopier til Det Kongelige Bibliotek og Dansk Biblioteks- Center. Lige som mange andre nye forfattere må jeg levere en vis egenfinansiering, som i dette tilfælde løber op i ca. 15.000 kr. Men det skal prøves, om jeg kan komme ud at blive læst og være med til at underholde, lyder det optimistisk fra forfatterspiren fra Esbjerg.


Novellesamlingen udgives som en traditionel bog på 143 sider og kan købes eller bestilles hjem fra boghandlere, www.forlag1.dk, www.saxo.com eller www.bogguide.dk. Desuden udgives Skammens Væg som e-bog. E-bøger kan downloades fra nettet, men de kan også læses på små skærme, såkaldte ebogslæsere, der kan købes i for eksempel Bog & Idé. Endelig kan man også læse e-bøger på den nye iPad fra Apple. Allerede nu udkommer mange engelsksprogede bøger som e-bøger, og man forventer, at 20 % af det amerikanske bogmarked er flyttet fra papir til e-bøger i 2015.


- Når jeg har valgt begge dele, skyldes det, at jeg også selv er lidt fascineret af de muligheder, som man får med e-bøger. Når jeg drager på ferie i 14 dage, medbringer jeg 4-6 bøger, og det fylder godt op i kufferten. E-bøger fylder ingenting, siger Gitte Morsund.


For yderligere oplysninger kontakt Gitte Morsund, tlf. 53 37 03 40 eller læs på www.morsund.dk