Alder på formel

Det sker, at jeg bliver nødt til at stoppe op for at tænke over svaret på et af de mest simple spørgsmål: Hvor gammel er du?

    Nu bør kvinder slet ikke blive stillet dét spørgsmål, men det er en anden sag. Hvor gammel er det nu lige, jeg er? Født i 1976 … Vi befinder os i 2009 … Her opsender jeg som regel en stille (men ikke mindre taknemmelig) bøn til Knud, min matematiklærer, som aldrig opgav at få mig til at forstå - ikke bare principperne bag, men også nødvendigheden af at have kendskab til det mest grundlæggende inden for - hovedregning. 33. Minus 1, fordi vi endnu ikke har passeret den 14. december.

    32, svarer jeg så. Næsten lige så overrasket over tallet, som spørgeren er over at jeg skulle bruge så lang tid på at finde det frem fra hukommelsen.

Jeg er blevet stillet dette spørgsmål med jævne mellemrum lige siden mine medmennesker begyndte at tale til mig – i stedet for til min mor. Det er nærmest en tvangstanke for voksne mennesker at stille børn spørgsmålet ”Hvor gammel er du så?” hvorefter barnet lyser op i et pavestolt smil, mens barnet både i lyd og grafik bekendtgør, at det er så eller så mange år.

    Måske er det på grund af problemer med den grafiske fremstilling, at spørgsmålet glider ud af listen over velegnede åbningsreplikker, inden børn når ud over 10-års alderen? Gad vide om det er for at kunne levere det grafiske bidrag til besvarelsen af netop dette spørgsmål, at vi lige præcis er udstyret med 10 fingre? For hvorfor egentlig ikke 8 eller 12 fingre? Min arbejdsgiver ville elske, hvis jeg kunne lade 12 fingre danse henover tastaturet i stedet for kun 10. Effektiviteten ville blive forøget med … hmm – procentregning mestrede jeg aldrig - hæng lige på … nå ja, 20 procent.

Jeg har for øvrigt en indtrængende appel til de matematisk inspirerede rundt om i verden: kunne I ikke finde en formel, der forklarer springet mellem ”faktisk alder” og ”selvoplevet alder”?

    Jeg føler mig nemlig ikke 32 år gammel. Snarere 22.

    Lige med undtagelse af, når jeg bliver bedt om at gøre noget, jeg ikke har lyst til – så falder ”selvoplevet alder” drastisk og nærmer sig de 7-8 år.

    Eller når jeg tager mig selv i at blive forarget over en forbipasserende teenager, der til fulde udnytter sin ret til at udtrykke sine holdninger via hår, tøj, piercinger m.v. – her svinger nålen sig hurtigt laaangt over 30.

Jeg har det fint med at være 32 (det meste af tiden), og jeg arbejder ihærdigt på ikke at rutsje ned under 15 (det kan jeg beklageligvis ikke slippe godt fra længere).

    Men jeg frygter en dag at stå ansigt til ansigt med en gråhåret dame med rynker og et uforstående udtryk i øjnene. For så at opdage, at jeg står foran et spejl.

    Her er det mit håb, at førnævnte formel kan give mig en forklaring / åbenbaring af nogenlunde samme omfang, som da jeg forstod sammenhængen mellem tællere og nævnere i brøkregning.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.