Den vilde natur

Mit hjerte slår hurtigt og kraftfuldt – som har det sat ind med en slutspurt, nu hvor det uventet ser ud til snart at have fuldført sin opgave.

    Selv havde jeg ingen forventning om at skulle ende mine dage allerede i dag, og da slet ikke her. Hmm … hvorfor ser jeg egentlig ikke mit liv passere forbi mine øjne i disse mine sidste sekunder? Dén oplevelse vil jeg altså ikke snydes for!

Jeg så bedårende ud som lille - og var ganske givet børnefotografens værste mareridt, da jeg nægtede at lade mig fotografere uden min elskede bølledukke, som indtil da havde fulgt mig overalt. Gennem adskillige måneder. Hvilket bølledukken bar tydeligt præg af. For ikke at glemme den meget iøjnefaldende kontrast mellem den brune bølledukke og min grønne kjole. Eneste undskyldning for kjolen er, at det var i starten af firserne.

    Gad vide, hvad der blev af bølledukken? Nå, det finder jeg nok ud af hinsides. Jeg satser på at få svar på mange ting, når jeg ankommer. Spørgejørgen vil blegne …

Lige nu er det godt nok mig, der er blegnet. Selv børnenes hvide fodboldbluser fra Vanishreklamerne ville være misundelige, hvis de kunne se min ansigtskulør i dette øjeblik.

    Hvorfor skulle jeg partout også storme ud for at udforske dette ukendte landskab straks efter ankomsten? Jeg har ikke engang fået pakket ud, men blot smidt kuffert m.v. inden for døren og foretaget en hurtig omklædning tilpasset stedets særlige vejrforhold. Mon nogen overhovedet så, hvor jeg forsvandt hen? Vil der være rester tilbage at finde?

Det var blandt resterne fra den foregående sæson, jeg fandt min brudekjole. Jeg havde ledt efter den helt rigtige i adskillige brudeforretninger, men enten var de for hvide (min naturlige teint er ikke så mange nuancer mørkere end den nuværende), for pyntede (overdreven brug af blonder og perler giver mig kuldegysninger), for korte (det var et januarbryllup!!), for udringede (en C-skål er ikke velegnet til Hollywood-udskæringer) eller slet og ret bare for grimme.

Dyret foran mig ser ligeledes ud til at have valgt sin dragt med omhu. Klogt træk - med parringssæsonen

for døren og alt det.

    Ironisk nok har jeg ofte ønsket mig spænding a la Indiana Jones, men nu hvor jeg står og ser faren i

øjnene, ville jeg faktisk helst have været fri.

Endnu et minde trænger sig på. Et dystert, ildelugtende lokale. Øjne, der iagttager mig fra alle vinkler. Næb, kløer, fjer, pels og knogler overalt. Jeg føler mig fanget, trængt op i en krog. Biologilokalet. Vores lærer har lige stillet mig et spørgsmål.

    Hvorfor gør lærere dét der? Kan de ikke bare vælge en af dem, der har hånden oppe? Lærere har faktisk en del til fælles med rovdyr: de kaster sig over forsvarsløse byttedyr bare for at tilfredsstille deres egne behov. Mens rovdyr til dels kan forsvare deres adfærd med, at de ellers ville uddø, er lærere mere udspekulerede: de hævder, at de gør det for at hjælpe eleverne. At det er til deres eget bedste …

    Læreren gentager sit spørgsmål. Jeg skal nævne de vigtigste kendetegn ved Danmarks eneste giftslange.

- Den lever i lyng, klitter og lignende. (Læreren nikker bekræftende. ) - Den er ofte grå eller brunlig med en mørkere zigzag stribe. (Igen et nik og supplerende oplysning om at de grå med sort rygstribe er hanner, mens de brune med mørkebrun rygstribe er hunner.) - Hovedet er fladt og bredest bagtil, så den nemmere kan sluge et stort bytte. (Som den altid sluger med hovedet først, indskyder læreren med sans for det makabre.) - Dens bid er giftigt, men forudsætter en kropstemperatur over 15 grader, hvorfor den ofte soler sig.

    Alle disse komplet unyttige informationer dukker op fra hidtil ukendte steder i mit hukommelseslager. Men jeg er indstillet på at tilgive arkivaren. Og læreren. For pludselig er det ikke så unyttigt.

    Jeg befinder mig i det åbne klitlandskab mellem Ringkøbing Fjord og havet, vestenvinden blæser kraftigt og uden ophør – selvom de lokale givetvis vil betegne det som en ”brise” – men solen skinner fra en skyfri himmel, så hvilken kropstemperatur har den lille snoede tingest på stien foran mig reelt opnået?

Yderligere en bid information popper op på lystavlen: Farezonen er begrænset til 3-6 centimeter fra dyret, som primært lever af mus og frøer og i øvrigt betragtes som ufarligt for sunde og raske mennesker.

    Jeg inspicerer omhyggeligt lyngen på den modsatte side af stien, finder ikke nogle artsfæller og træder derfor ind i lyngen og passerer udenom hugormen i betryggende afstand. Ved nærmere eftersyn er der tale om et pragteksemplar af en hun på mindst en halv meter og med en meget tydelig rygstribe.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.