Det lidt for folkelige folkemøde

Fra Fællesscenen åbnes Klimafolkemødet bl.a. med taler fra politikere, som opfordrer os til at udnytte de utallige muligheder for at opsøge inspiration og finde motivation til at ændre vores vaner til gavn for klimaet.

    Min efterfølgende udforskning af bymidten afslører, at der er hjælp at hente for alle, uanset læringsprofil: et utal af stande, flash mobs og andre happenings samt scener, hvorfra der med korte intervaller afvikles debatter og samtaler om store og små dagsordner af betydning for klimaet.

    Jeg nipper lidt til informationsmængderne hist og her, indtil biologien pålægger mig at bidrage til rensningsanlæggets fortsatte eksistens.

I tråd med folkemødets tema er der udarbejdet en app over alle aktiviteter, inklusive et interaktivt kort, som særdeles brugervenligt identificerer de nærmeste toiletfaciliteter.

    Jeg stiller mig i kø og bruger ventetiden på at fundere over, hvorvidt en app nu også er bedre for klimaet end et trykt program, henset til datacentrenes klimabelastning. Jeg når dog ikke frem til en endelig konklusion, før køen foran mig er afviklet.

Døren til det midterste toilet går op, jeg går ind, lukker døren bag mig og leder efter en mulighed for at låse den. En følelse af panik breder sig, da jeg ser et hul i døren, hvor låsen skulle have været.

    Jeg overvejer mine muligheder: Jeg kan gå uden at forrette noget og finde et andet toilet. Eller jeg kan blive og få det overstået.

    Toiletkummen er placeret så langt fra døren, at det ikke er muligt at holde i håndtaget, mens jeg benytter toilettet, hvilket taler for den første løsning.

    Heldigvis slår logikken til igen og minder mig om, at der står en lang kø udenfor, som alle så mig gå ind på toilettet. Selvsamme køkultur som jeg selv tog del i, indtil for få sekunder siden, hvor vi alle stod pænt og ventede på, at en af toiletdørene gik op, hvorefter den næste i køen gik ind. Altså benytter jeg mig af toilettet i tiltro til, at denne praksis fortsætter.

Stor fejl! Der må i køen være opstået tvivl om, hvorvidt jeg nu også stadig er derinde.

    Her fristes jeg så til undrende at spørge: “Hvor skulle jeg være forsvundet hen?” Offentlige toiletter har normalt kun én dør, der fungerer som både ind- og udgang. Og denne dør var ikke gået op. 

Men det gør den så nu. Døren. Går op. Mens jeg stadig er derinde.

At dømme efter det paniske tonefald over misforståelsen, da personen udenfor hastigt lukker døren igen og højlydt meddeler de øvrige i køen at “Døren var ikke låst?!”, kan jeg nu se frem til at skulle konfronteres med et ukendt antal toilettrængende personer, som undrer sig over, hvorfor damen dog ikke havde låst toiletdøren …

    Jeg bruger derfor lidt ekstra tid ved håndvasken, mens jeg prøver at finde en grimasse, der kan passe. Det lykkes ikke.

    Så jeg åbner døren, konstaterer ud ad øjenkrogen at alle i køen har travlt med at undgå øjenkontakt og går resolut mod det næste event, jeg har udset mig i programmet.

Mens jeg stadig er indenfor hørevidde, går den næste i køen ind på det nu ledige toilet,  men åbner straks efter døren igen med en højlydt og lettere vantro annoncering af, at “Der er ingen lås?!” - hvorefter hun beder en veninde stå foran døren.

Selv lader jeg mig taknemmeligt opsluge af folkemylderet på det folkemøde, som jeg nu synes er blevet lige folkeligt nok.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.