Det stærke køn

Kampen mellem kønnene. Kønnenes kamp. Venus versus Mars. Kvindefrigørelsen. Kært barn har mange navne.

    Men selvom alle kender til denne krig, kan ingen fastslå præcist, hvornår den tog sin begyndelse. At den fortsat raser fremgår dog med al (u)ønskelig tydelighed.

    Kvinder i Danmark og ligesindede lande har gennem årtier forlangt ligestilling, men jo mere nyt fra ”krigsfronten” jeg hører, jo mere kommer jeg i tvivl om, hvilken ligestilling kvinderne egentlig ønsker. Er kvinderne overhovedet enige på det punkt?

    Der er kommet flere kvindelige ledere i både det private og offentlige erhvervsliv. Der er kommet flere kvindelige toppolitikere. Der er kommet flere kvinder i de typiske mandefag såsom smede, tømrere, malere – ja selv i hæren og politikorpset har de møvet sig ind.

    I nogle erhverv, har kvinderne travlt med at gøre opmærksom på, at de gør tingene på deres egen (feminine) måde. Eksempelvis fremhæver mange kvindelige ledere, at de er mere ”lyttende” end mandlige chefer.

    I andre erhverv fokuserer kvinderne derimod på at forlange 100% ligestilling uanset prisen. Eksempelvis insisterer kvinder i militæret på at udføre de fysiske øvelser på nøjagtig de samme betingelser som mændene, trods det faktum, at mænd har en anden fysik end kvinder.

    Og endelig er der den gruppe af kvinder, der ligefrem efterlyser positiv særbehandling af det feminine køn for at opnå målet om 100% ligestilling. Man forestiller sig blandt andet et krav om, at en virksomheds bestyrelse skal bestå af lige mange mænd og kvinder.

    Kritikere af dette synspunkt har fremført, at et sådant krav vil være ensbetydende med at indrømme, at kvinderne ikke kan klare sig i den fri konkurrence med mændene.

Men hvad er det, kønnene kæmper om?

Når jeg hører ”det stærke køn”, forestiller jeg mig noget i stil med retten til at bestemme over det modsatte køn. Det kan dog næppe være hovedgevinsten, da det i så fald vil overflødiggøre hele ligestillingsdebatten, som jo netop er startet af kvinderne. Kvinderne kan derfor umuligt være interesserede i at bestemme over mændene. Eller kan de?

Hvordan afgør vi for øvrigt, hvem der vinder?

Træffes afgørelsen ud fra hvilket køn, der sidder på flest topstillinger i året 2030? Jeg kan forestille mig, at den tabende part straks vil forlange en revanchekamp, og så taler vi måske om 2070.

Kan kampen overhovedet vindes?

De seneste meldinger i medierne går på, at kvinderne er blevet mere maskuline i deres væremåde og tankegang. Flere kvinder vælger børnene fra for at hellige sig deres karriere. Karrieren har ellers traditionelt været et mandligt statussymbol, mens den store og sunde kernefamilie har været kvinders mål i tilværelsen.

Omvendt gør avisoverskrifter som ”Manden skal mere i centrum” og ”Det er ikke mandens skyld” endegyldigt op med forestillingen om manden som jægeren og beskytteren, der ikke skal pylres om.

Overskrifterne dækker over to forskellige historier.

    Den første går ud på, at danske forskere nu har besluttet sig for at fokusere mere på mænds helbreds-problemer, som der ifølge forskerne hidtil har været forsket alt for lidt i. Angiveligt fordi mænd ikke i samme grad som vi kvinder forstår at gøre opmærksomme på sig selv. Da mændene mangler ”brokke-sig-genet” har forskerne besluttet sig for at hjælpe dem lidt på vej, ved af sig selv at forske i problemer af særlig interesse for mænd.

    Den anden historie slår fast, at de italienske forskere må være nået til samme konklusion, og det på et tidligere tidspunkt end deres danske kolleger. Italien kan således allerede nu præsentere det første resultat af den målrettede forskning i mænds særlige helbredsforhold: udviklingen af en ølvom er skam ikke mændenes skyld. Det er genetisk betinget. Så nu kan mænd fortsætte ølbælleriet uden at føle skam over den tiltagende livvidde. De kan jo blot slå ud med armene og henvise til deres uheldige gener.

Så alt imens kvinderne bliver mere og mere forretningsmæssige, bliver mændene blødere og blødere – både fysisk og psykisk.

Har mændene indset, at de bliver nødt til at møde os på halvvejen, for at kvinderne kan få den ligestilling, som de har råbt op om i årevis?

Har kvinderne i stedet for at få ligestilling opnået et kompromis, hvor kvinderne bliver lidt mere maskuline – og mændene lidt mere feminine?

Betyder det, at vi ender som intetkøn?

Og er det, altså intetkønnet, i virkeligheden det stærke køn?

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.