En by og dens omdømme

Jeg voksede op i den by, der altid lugtede af fisk, og som resten af landet kaldte Danmarks Chicago. Indrømmet: Lugten af fisk kunne da være slem, men det med Chicago forstod jeg ikke. Byen hed jo Esbjerg.

    At mor hastigt trak min søster og jeg igennem værtshusgaden endnu inden bussen havde lukket sine døre efter os, forstod jeg heller ikke – og det irriterede mig, at hun ikke ville svare på mine spørgsmål om, hvad alle de rødbrune pletter på fortovet var.

Forståelsen kom med alderen, i takt med at man lærte lidt om Chicago og forstod artiklerne i ugeavisen om vold og overfald i værtshusgaden med blodnæser m.v. til følge.

    Jeg lærte også, at dét at være fra Esbjerg ikke var noget, man var stolt af. Man skammede sig ikke som sådan, man følte sig bare ikke som noget særligt.

    Det har fremsynede borgere og lokalpolitikere ihærdigt forsøgt at ændre på. Dels gennem diverse tiltag, dels gennem opfordringer til medierne, herunder især de lokale ugeaviser, om at forholde sig mere positivt til byen.

    Om det så skyldes positive avisoverskrifter, politikernes succes med at få uddannelser og statslige institutioner placeret i Esbjerg, opførelsen af svømmestadion / ny biograf / ny badmintonhal på grunden som tidligere husede Tovværksfabrikken, opførelsen af Musikhuset i Byparken, den nye to-etagers tribune på Esbjerg Stadion, renovering af diverse ældre bygninger og grønne områder – eller måske en skøn blanding af det alt sammen – står hen i det uvisse. Men i dag sænker esbjergenserne ikke længere stemmen, når de besvarer spørgsmålet om, hvor de kommer fra.

    Samtidig viser statistikkerne, at kriminaliteten i Esbjerg er faldet, så småbørnsfamilier og andre lovlydige borgere spadserer nu gennem værtshusgaden uden at føle sig utrygge.

    Lugten af fisk er praktisk talt elimineret. Dette har flere årsager: dels er fiskeriet så godt som et fortidsminde i Esbjerg, dels har byens fiskefabrikker fået bedre filtre m.v.

    Havnen ligger der dog endnu, men i stedet for at bygge den ene boligblok efter den anden langs havnefronten, forsøger byen sig med nye erhverv: reparation af boreplatforme og godstransport er blot et par eksempler.

    Det er nok godt det samme, at man ikke nåede at bygge boliger langs havnen. Jeg tvivler på, at beboerne ville finde det morsomt pludselig at befinde sig bag det knap to meter høje ståltrådshegn, der indgår som en del af terrorsikringen af havnearealer.

    Men til trods for stigende terror i verden, herunder de to fly, der fløj ind i de højeste bygninger i New York den 11. September 2001, vil en fremsynet bygherre/entreprenør skabe et stort og ambitiøst projekt, der skal binde Esbjerg Havn (den sidste lille bid af den, der ikke er terrorsikret) sammen med Esbjerg midtby / gågaden. Projektet kaldes Dokken – og vil omfatte en 125 meter høj bygning, der skal huse et konferencecenter, diverse kontorer og øverst oppe en restaurant. Denne bygning vil ikke bare blive den højeste bygning i Esbjerg, men den højeste i hele Danmark.

    Jeg håber inderligt, at terroristerne går efter hovedstaden, hvis de beslutter sig for at flyve ind i noget her i Danmark. Også selvom bygningerne derovre er mindre.

    Esbjerg skulle nødigt blive kendt som Danmarks New York – nu hvor vi endelig er ophørt med at være Danmarks Chicago.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.