Et anstrengende hvil

Forleden dag fik jeg en grundig og timelang demonstration i præcis hvor irriterende en medpassager kan være. Jeg var taget med Intercitytoget fra Esbjerg mod Københavns Hovedbanegård, og siddende på min vinduesplads i togets hvileafdeling havde jeg nydt knap en times uforstyrret og fredsommelig læsning, da en dame stopper op ud for mig.

    Det viser sig, at hun skal sidde på sædet ved siden af mit. Der er der jo i og for sig ikke noget at udsætte på. Kollektiv trafik indebærer, at man skal være indforstået med at dele med andre. Men det går hurtigt op for mig, at den pågældende dame må være indehaver af intet mindre end den Olympiske Rekord i at "fnitte" - mit hjemmestrikkede ord for ikke at kunne holde sig i ro i to sammenhængende minutter.

    Først skal hun have jakken af - men hvor skal hun gøre af den? Op i hattehylden? Ja, måske. Hun rejser sig op. Men så alligevel … nej, ned at sidde igen. Hun forsøger i stedet at hænge jakken op på togsædet, men der vil den ikke blive. Damen ser sig anklagende omkring efter en jakkekrog, men finder ingen - og sukker dybt. Hun vælger i stedet at lægge jakken hen over sine ben, som var den et tæppe. Kort efter bliver det for varmt for hende, så hun tager jakken af igen, for i stedet at lægge den sammen, inden den atter bliver placeret oven på benene.

    Så er det blevet hattens tur. Ja, damen bærer nemlig hat. Og den skal altså af, og lægges … ja hvor? Damen ser sig atter omkring og konstaterer, at andre passagerer har et lille bord slået ned foran sig og det vil hun da også have! Hun prøver at trykke på knappen, dreje på knappen … hvorefter jeg mister tålmodigheden og viser hende, at hun skal hive op i knappen for at udløse bordet. Damen takker og placerer hatten på bordet.

    Men ak - når man har haft hat på og tager den af, ja så skal frisuren naturligvis nettes. Og hendes kam, ja den er jo i hendes håndtaske som står ved hendes fødder - og dermed under det klapbord, hun netop har udløst. Men tager hun hatten i hånden, for så at løfte bordet op, så hun let og ubesværet kan få fat i kammen, der er i tasken på gulvet? Nej! Hun forsøger at presse hovedet ned under bordet for at se efter kammen - men under de omstændigheder skal man være akrobat og kunne se i mørke. Damen opfylder ingen af kriterierne og opgiver da til sidst at finde kammen på den måde - hvorfor hun hiver tasken op på skødet, finder sin kam og friserer sit hår, hvorefter kammen ryger tilbage i tasken.

    Jeg tænker ved mig selv, at nu må hun da snart falde til ro. Men så heldig er jeg ikke. Damen er blevet tørstig af alle anstrengelserne, så hun lister en flaske op af tasken, skruer låget af flasken og tager sig en slurk af en meget kraftigt lugtende væske, hvorefter hun skruer låget på flasken og placerer den i tasken igen. Endelig bliver tasken placeret under klapbordet, og hun læner sig tilbage i sit sæde.

    Konduktøren - undskyld, i dag hedder det togstewarden - kommer kort efter forbi vores sæde på sin vej ind til DSB 1.

    DSB 1. hed tidligere Business Class og før det Første Klasse. Damen og jeg sidder på det sidste sæde i hvileafdelingen, umiddelbart foran skydedørene ind til DSB 1.

    Togstewarden gør en bemærkelsesværdig entre i togets fineste afdeling, idet han snubler over damens kuffert, som hun "betænksomt" har efterladt i midtergangen. Han slår sin arm i faldet, og damen bryder ud i en syndflod af undskyldninger, hvoriblandt hendes foretrukne synes at være "det var min skyld". Jeg tænker ved mig selv: "ja, hvis ellers??", alt imens togstewarden mumlende fortsætter ind på DSB 1.'s territorium.

    Inden længe lyder det over togets højtalersystem: "Vi skal endnu engang minde vore passagerer om, at der ikke må stå bagage i midtergangen".

    Hvilket starter en ny lavine af bevægelser hos damen, som prøver at få plads til sin kuffert mellem sine ben, ved siden af sine ben, foran sine ben, ovenpå benene - ja, jeg er overrasket over, at hun ikke forsøger at sidde ovenpå den. Til sidst opgiver hun, ser sig omkring og beder så en ung mand fra et af nabosæderne om at placere den på hattehylden over sædet.

    Hendes håndtaske beholder hun dog hos sig. Og den giver så anledning til yderligere en masse beskæftigelse: først skal hun pudse næse, så skal ansigtet friskes op med lidt mere foundation og et ekstra lag læbestift, og så skal hun gøre nogle notater i en lille lommebog. Hver gang skal tasken fiskes op fra sin plads på gulvet under klapbordet - og samme vej tilbage igen.

    Jeg er endelig ved at vænne mig til den megen uro i højre øjenkrog, så jeg genoptager min læsning - nu uden at skulle læse hver linje fem gange eller mere.

    Men som var det en sammensværgelse, går der kun få minutter, før togets personale via højtaler-systemet meddeler, at de nu vil komme rundt med salgsvognen en sidste gang. Og så bliver tasken nok engang hevet op fra gulvet og en pung fundet frem - hvorefter damen begynder at sidde så uroligt, at man skulle tro, hendes sæde består af glødende kul. Hun strækker også hals, så selv en struds ville blive misundelig, men lige meget hjælper det - salgsvognen kommer ikke. Efter at have tilbragt knap et kvarter på denne vis mister damen tålmodigheden - ikke med sig selv, desværre - men med togets personale, hvorefter hun går ud for at lede efter salgsvognen. I mit stille sind håber jeg, at hun først finder den i den anden ende af toget.

    Knap et minut senere vender damen dog tilbage med uforrettet sag. Så hun genoptager strudselegen og supplerer den med fysisk udfoldelse, da salgsvognen omsider kommer ind i vores vogn. Hun begynder ganske enkelt at vifte med begge arme for at gøre opmærksom på, at hun ønsker at købe noget. Det er der imidlertid også andre passagerer, der ønsker, så der går lidt tid inden vognen når frem. Men damens tur bliver det, og hun bestiller en sandwich og en sodavand. Da hun skal betale, mener hun imidlertid at 59 kroner er alt for dyrt og spørger til, hvad varerne koster hver især. På den vis erfarer jeg, at DSB Togservice sælger 1/2 L sodavand til 23 kroner og en sandwich til 30 kroner. Men hov, det giver jo kun 53 kroner?

    Endnu en DSB ansat bliver tilkaldt og konstaterer, at der er blevet tastet en forkert sandwich ind på apparatet - den sandwich damen har ønsket (og fået) koster 30 kroner, men det er blevet slået ind som en anden sandwich, der koster 36 kroner. Fejlen undskyldes, damen betaler 53 kroner (med en bemærkning om at hun finder det horribelt, at det skal være nødvendigt at tage 23 kroner for en halv liter sodavand) - og salgsvognen kører videre.

    Herefter har jeg så den særdeles tvivlsomme fornøjelse af at overvære, hvor højt en dame kan smaske under indtagelsen af en sandwich - ligesom jeg får endnu en demonstration af, præcis hvor mange bevægelser det er muligt at lave i den forbindelse: Damen åbner med stort besvær plastikboksen, får et fast greb om sin sandwich, tager en bid, placerer atter sandwichen i plastikboksen og lukker boksen, hvorpå hun højlydt og med langsomme, grundige bevægelser giver sig til at tygge på den del af sandwichen, hun har i munden. Da det er overstået, tager hun en tår af sin sodavand. For derefter at begynde forfra: boksen åbnes, sandwichen tages ud, der tages en bid, sandwichen kommer tilbage i boksen, boksen lukkes, der tygges og endelig drikkes der.

    Jeg er tæt på et hysterisk anfald og tvinger mig selv til at tænke på noget andet. Da jeg atter tillader mig selv at vende min opmærksomhed mod togvognen er damen blevet færdig med at spise og er nu under stort besvær ved at forsøge at placere resterne af sandwichen (i boksen) i den affaldspose, der er monteret på sædet foran, under klapbordet som skam stadig er slået ned og hvorpå hatten fortsat ligger til skue.

    Jeg konstaterer lettet, at jeg skal af toget på næste station og gør damen opmærksom på dette i god tid, da jeg om ikke andet så har lært, at hun skal bruge lidt tid til at samle sine ting og gøre plads, så jeg kan komme ud.

    Vel ude af toget roser jeg mig selv for at have bevaret tålmodigheden - og minder mig selv om, at jeg fremover er nødt til at have lavere forventninger til udbyttet af en rejse i DSB's hvilesektion.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.