Firs års fødselsdag

Gamle mennesker, næsten alle med briller - og et høreapparat på dette års ønskeliste til jul - sidder forsamlet omkring flere små sekspersoners borde og udveksler den seneste sladder om lokalsamfundets beboere.

Jeg tager en dyb indånding og træder så ind i lokalet. Snakken forstummer et kort øjeblik, mens den nyankomne betragtes, men enten finder de ikke noget at kritisere, eller også er de høflige nok til at vente, til jeg er uden for hørevidde – i hvert fald genoptager de kort efter sladderen, og jeg bevæger mig hen mod det bugnende tagselvbord for at forsyne mig.

    Ikke så meget fordi jeg er specielt sulten, som fordi jeg er nået frem til den konklusion, at jeg ikke kan nå at fornærme helt så mange mennesker, hvis jeg har munden fuld af mad en del af tiden.

    Valget står mellem forskellige retter fra det lokale køkken, kager i alskens udformninger, samt is, kaffe, te, saftevand og sodavand i endeløse mængder. Øl og andet syndigt er derimod bandlyst på disse kanter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse for mig, da jeg har været her før.

    Jeg forsyner mig med lidt kage og en portion is og finder mig så en siddeplads. Og netop som jeg har fået den første skefuld is indenbords, den er endnu knap begyndt at smelte på tungen, havner jeg i krydsilden. Hvor jeg kommer fra, hvor længe jeg bliver på egnen, hvilken tilknytning jeg har til fødselaren og mange andre spørgsmål som drukner i mængden.

    Jeg tygger sindigt af munden og redder mig selv endnu et par sekunder ved at tage en slurk af min sodavand. Så er der ikke længere nogen vej udenom. Jeg smiler høfligt til de ventende damer og beder dem så gentage deres spørgsmål.

   Inden de får stillet nysgerrigheden, er min is forvandlet til en totalt uigenkendelig masse af en ubestemmelig farve, så jeg opgiver at spise yderligere.

Da jeg kommer tilbage fra køkkenet, er de øvrige gæster gået over til næste punkt på programmet: I stedet for folk fra lokalsamfundet, er det nu de kendte, der får på puklen.

    Tag f.eks. sangstjernen Sissel Kyrkjebø, hvor er det dog en skam, som hun har udviklet sig. At optræde med synlig navle og farvet hår … Kunstig pause, hvor alle ryster forfærdet på hovedet … Nej, en gang var hun en skønhed, der klædte sig tækkeligt og havde langt, naturligt hår. Men så giftede hun sig med den klovn til Eddie Skoller, som ikke engang er morsom …

    Jeg tænker ved mig selv, at hvis manden ikke er morsom, så er det helt forkert at kalde ham en klovn – men jeg holder det klogeligt for mig selv.

Efter endnu et par timer bryder gæsterne op for at gå hver til sit, og alle er rørende enige om, at det virkelig har været en usædvanlig god fødselsdag.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.