Fornyelse af garderoben

Jeg har besluttet mig for at bruge nogle af de penge, som det er lykkedes mig at spare op gennem de seneste måneder. Og findes der noget bedre, at bruge flere hundrede kroner på, end nyt tøj?! Køber man ind med omtanke kan ganske få klædningsstykker bringe fornyelse til resten af ens garderobe. Og handler man impulsivt kan man altid vælge at skifte hele garderoben ud – så er man heller ikke i tvivl om, hvad de næste mange måneders opsparing skal bruges til.

    Kursen sættes mod byens gågade med dens uendelige udvalg i tøjbutikker, men til min store skuffelse danner der sig meget hurtigt et kedeligt mønster: hver butik indeholder med meget få undtagelser præcis det samme tøj som de foregående. Farver, stofvalg og pasform går igen – en eventuel variation skyldes for det meste butikkens målgruppe:

• de helt unge piger fra 10-16, hvor tøjdesignere hvert år anstrenger sig for at få formindsket klædnings- stykkerne endnu mere i forhold til de foregående år

• de voksne fra 35 og opefter, hvor tøjstilen i hovedreglen kan beskrives som moden og lidt konservativ

• eller den ubestemmelige gruppe midt i mellem, hvor man ofte chokeres over de sammensætninger de enkelte butikker har foretaget.

    I forsøget på at nå ud til så bred en målgruppe som muligt, vælger den ansvarlige for indkøb nemlig ofte at købe tøj hjem fra forskellige sortimenter - med hver sin stilart. Det giver bare et problem, når kunderne spørger til, hvad dette års mode kan sættes sammen med, så i stedet for at skabe en stil vælger de fleste butikker for denne målgruppe at ophæve alle grænser mellem stilarter.

    En storblomstret nederdel i en mildt sagt elendig stofkvalitet - der mest af alt kan betegnes som en garanti for et krøllet og afslappet look - kan selvfølgelig sagtens kombineres med en yndig skjorte med tynde, lodrette striber i blå og hvide farver …

    Jeg beslutter mig lynhurtigt for, at jeg også denne gang nok hellere selv må stå for tøj-sammensætningen. Fornuften råder endda denne forårsdag, idet jeg for en gangs skyld ikke overhører den meget indtrængende bøn fra den del af min hukommelse, hvor databanken indeholdende oplysninger om min bestående garderobe befinder sig: jeg mangler et par pæne sorte bukser til erstatning for de nuværende, som for længst har udtjent deres værnepligt.

    Min erfaring fra tidligere tøjindkøb siger mig i hvilken butik, chancerne for at finde, hvad jeg søger, nok vil være størst. Med ret ryg og et beslutsomt ansigtsudtryk træder jeg derfor inden for døren. Til alt held er farven sort ikke nem at overdøve, så jeg pejler mig hurtigt ind på mulige ofre blandt de mange tøjstativer. I løbet af få minutter har jeg allerede tre forskellige modeller i hånden, så jeg vender næsen mod et ledigt prøverum.

    På min vej fæstnes mine øjne til et tøjstativ, der bærer – ikke kun sorte bukser – men også toppe og cardigans i nogle, for denne sæson, meget usædvanlige farver: stærk gul og støvet grøn. Den fantastisk impulsive tøjindkøbsdjævel overtager omgående styringen og fortrænger helt fornuftens engel, som indtil nu har sørget for at holde mig på rette kurs.

    Butikkens provisionslønnede ekspedienter vejrer muligheden for et betydeligt tøjsalg, som en stor hvid haj vejrer blod, og inden jeg når at løfte det første klædningsstykke af stativet, har ikke mindre end tre venlige damer omringet mig.

    Den impulsive djævel bliver så forskrækket over sin egen virkekraft, at den fornuftige engel får kæmpet sig vej til overfladen i et kort sekund, og jeg får med en let rystende stemme fortalt de tre venlige damer, at jeg primært søger efter et par sorte bukser.

    De tililende rovdyr ser på hinanden, og en mindre magtkamp uden ord finder sted for øjnene af mig. Den mest erfarne vinder overlegent, og mens kampens tabere sætter kursen mod eventuelle nye ofre, sender hun mig et overstrømmende smil. Hun forsikrer mig om, at det ikke bliver noget problem at finde et par sorte bukser til mig og spørger så, om de farvestrålende toppe har min interesse. Det er netop den form for opmuntring, som den impulsive djævel har ventet på, og jeg hører mig selv svare, at det har de i allerhøjeste grad. Ekspedienten kaster et hurtigt blik i min retning og udvælger så lynhurtigt én af hver model – i den korrekte størrelse naturligvis.

    Jeg bliver vist ind i et prøverum, hvor jeg hurtigt må konstatere, at den trøje jeg tog på hjemmefra, slet ikke går an at vise sig i ude i butikken. Altså ifører jeg mig både top og cardigan i de flotte nye farver, hvorefter jeg prøver de første bukser på.

    Og her begår jeg en fatal fejl: jeg er så opsat på, at bukserne skal passe til den nye top, at jeg totalt ignorerer alle advarsler om, at jeg har et helt klædeskab fyldt med bluser, toppe og skjorter, som alvorligt trænger til en ny partner.

    For hvert par bukser jeg forkaster, stiger prisen på klædningsstykket. Og da jeg endelig beslutter mig, har jeg valgt et par bukser til den nette sum af 1200 kr. – mens de første jeg prøvede kunne erhverves for bare 250 kr.

    Top og cardigan er jeg naturligvis også nødt til at have med, så da jeg forlader butikken har jeg brugt mere end 2000 kr. Men så har jeg også fået et flot sæt tøj – og et par nye bukser, som jeg kan bruge de næste mange måneder på at finde passende overdele til.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.