Hvor svært kan det være?

Omkring årsskiftet landede en e-mail i min indbakke. Afsenderen var en nyere kollega, som i emnelinjen efterlyste hesteinteresserede blandt den øvrige medarbejderstab. I selve e-mailen forklarede hun, at hun tidligere havde redet i nogle år og efter flytningen til Esbjerg nu følte sig tilpas etableret til at genoptage fritidsinteressen. Om der var nogle ligesindede kolleger, som hun eventuelt kunne dele interessen med?

    Nærmest pr. refleks trykkede min højre langfinger på delete-tasten (pågældende finger er nemlig den, der bedst kan nå, uden at hænderne behøver forlade udgangspositionen til ti-finger-systemet).

Nogle dage senere modtog jeg endnu en e-mail fra den hesteglade kollega. Hun havde nu fundet frem til en rideskole i nærheden af arbejdspladsen, som var villig til at oprette et hold. Dog ikke for hende alene, så hun skulle gerne have fundet seks til otte kolleger, der kunne tænke sig at tilbringe en times tid på hesteryg en gang om ugen.

Denne gang tøvede min langfinger. Og min hukommelse fremviste minder på den indre storskærm: Jeg så Susy fare ind og ud mellem stammerne i skoven på sin kridhvide islænder Pelle. Jeg så Ayla klamre sig til Whinneys hals i den første vilde galop hen over engen. Og jeg så mig selv stå på platformen af træ i Varde Sommerland, utålmodigt ventende på at de udtjente rideskoleheste fik sjosket deres runde i indhegningen af træ, så det kunne blive min tur til at svinge benet over den brede ryg og derefter begå et selvbedrag af uhørte dimensioner, når jeg forvandlede den sindige tre minutters rundtur til en flyvende galop ud over de åbne stepper …

Men virkeligheden er noget anderledes. Jeg er en pige på knap 30 år, der trods min brændende interesse for dyr og min uophørlige plagen af mine forældre aldrig har prøvet at ride – udover altså lige i Varde Sommerland. Men hov, nu har jeg jo chancen! Pjat, jeg er da for gammel… er jeg ikke?

    En forsigtig føler bliver sendt ud i retning af den hesteglade kollega, som ikke anser min manglende erfaring udi ridningens svære kunst for et problem – min alder til trods. ”Det skal du nok få lært”, er meldingen. Og så springer jeg ud i det, for hvor svært kan det være?

Således tilmeldt rideundervisning går jeg i gang med forberedelserne.

    Første stop er boghandleren, hvor jeg ikke behøver lede længe for at finde, hvad jeg søger: ”Begynder ridebog”. Perfekt!

    Næste stop er butikken med rideudstyr, for en ridehjelm bliver jeg jo nødt til at have. Ekspedienten er dog ikke sen til at bemærke den manglende lugt af hest, og som kommende førstegangsrytter er jeg et let offer. Så da jeg forlader butikken igen er jeg den stolte ejer af en ridehjelm med hageskål, ridestøvler i kunstlæder, ridebukser med skind på alle de strategisk vigtige steder, ridestrømper (ja, der findes nemlig helt specielle strømper) samt ridehandsker til at beskytte mine sarte kontorfingre.

Nu har jeg altså en bog om, hvordan man rider. Samt alt det nødvendige udstyr. Nu mangler jeg så bare at komme op på en hest – uden Varde Sommerlands platform af træ som hjælp.

Men hvor svært kan det være?

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.