Kan vi lære for meget?
Kan vi lære for meget?
En replik fra filmverdenen, der har gjort stort indtryk på mig, og som jeg selv anvender jævnligt er: ”Input, Stephanie, more input”.
Ordene er udtalt af den militære robot ”nr. 5”, der efter et lynnedslag får menneskelige træk, herunder følelser og evnen til at tænke. Robotten stikker af fra militæret og møder kvinden Stephanie. På rekordtid støvsuger robotten hendes bogsamling, tv-kanaler m.v. for viden, hvorefter robotten med varierende held forsøger at omsætte sin nye viden i praksis.
Replikken, som jeg er så fascineret af, er udtryk for, at robotten efter læsning af flere leksika m.v. stadig ikke mener at vide nok.
Jeg kan til dels identificere mig med nr. 5, da jeg altid har været interesseret i at lære mere om næsten alt. Derfor blev jeg meget forskrækket, da jeg i en avisartikel kunne læse, at lektor Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet mener, at vi ikke kan lære noget som hjernen ikke gider gemme på – ligesom hjernen konstant ændrer sig for at tilpasse sig nye kompetencer.
Uanset hvor ihærdigt jeg forsøger, vil jeg altså aldrig kunne lære alt om alt, da jeg ikke har brug for en så omfattende viden. Og min hjerne vil af sig selv slette de irrelevante oplysninger for at gøre plads til nye?!
Okay, fra nu af vil der blive sorteret med hård hånd i de tilbud om kurser, foredrag m.v. som finder vej til min postkasse. Når min hjernes lagerkapacitet i henhold til nyeste forskning både er begrænset og selektiv, vil den fremover være forbeholdt emner, som jeg har brug for og som virkelig interesserer mig. Dermed skulle der være en chance for at lærdommen findes værdig til oplagring.
Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.
Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.