Pisk eller gulerod

Det er torsdag eftermiddag, og jeg har netop lukket stalddøren bag mig. Det er ottende gang, jeg skal have en ridetime, så jeg finder hjemmevant den rigtige staldgang. Som alle de andre rideskoleheste står Alexandra i spiltov, dvs. hun står bundet i en bås, der er åben bagtil. Jeg hilser på hende, idet jeg træder ind i båsen for at strigle hende. Hendes pels er varm og lettere støvet, efter at hun har tilbragt nogle timer på fold. Selvom vi kun er i maj måned, har det været varmt, tørt og solrigt i flere dage.

    Alexandra er af racen Nordbagge, dvs. en pony. Jeg har fået flere skæve smil, når jeg fortæller, at jeg rider på en pony – herunder om jeg så kan røre jorden med fødderne. Som regel svarer jeg bekræftende, og tilføjer, at jeg dermed er fri for at slå mig, når jeg falder af. Men faktisk er en hest kun en hest, hvis den er højere end 148 cm ved skulderen – ellers er den en pony.

    Mens jeg strigler, så svedperlerne samler sig i små bække på min ryg, gumler Alexandra uforstyrret videre på en bunke tilsyneladende yderst velsmagende hø. Da jeg forlader båsen for at bytte striglen ud med en hovrenser, gumler hun på høet. Hun gumler stadig, da jeg vender tilbage til båsen. At jeg læner mig ind mod hendes skulder, alt imens jeg lader hånden glide ned langs hendes ben, får hende heller ikke til at holde inde med spisningen – hun løfter bare benet, så jeg kan rense hoven, og spiser uforstyrret videre, mens hun balancerer på tre ben. Det samme gentager sig ved de tre andre ben.

    Jeg henter saddel med dertilhørende underlag i saddelrummet og bliver ikke overrasket, da Alexandra spiser videre, mens jeg placerer sadlen i saddellejet. Jeg tager en dyb indånding, idet jeg løfter op i saddelklappen for at komme til gjordstropperne. Som sædvanlig ligner det en fysisk umulighed at få spænderne på gjorden til at nå sammen med gjordstropperne. Her er det den dybe indånding kommer ind i billedet. Jeg tager fat om det ene spænde og den ene af de tre gjordstropper – og trækker begge mod hinanden i et langt sejt træk. Til sidst rører de to ved hinanden, hvilket er en stor opmuntring. Desværre beslutter Alexandra sig for at den megen hø skal suppleres med en mundfuld vand: Hun tager et skridt til venstre for bedre at kunne nå sin vandkop. Dermed er de sidste tredive sekunders anstrengelser spildte.

    Til alt held er der én ting, der er sikkert, når det drejer sig om Alexandra: Hun skal altid have mere mad. Efter at have slukket tørsten vender hun helt som forventet tilbage til høbunken og genoptager gumleriet. Tre minutter senere har jeg med møje og besvær fået gjorden spændt om maven på Alexandra – i det første hul!

    Jeg læner mig op ad boksens væg for at genvinde pusten, alt imens jeg sender Alexandra et blik, hvori det tydeligt står skrevet, at hun efter min bedste overbevisning burde overveje en anden diæt.

    Da jeg er kommet til hægterne er det på tide at bytte grimen ud med en trense. Alexandras samarbejdsvilje er også i dag svær at få øje på: Hun gumler fornøjet videre på sin bunke af hø, mens jeg forsøger at løsne grimen. Da jeg til sidst mister tålmodigheden og med et fast tag i grimen trækker hendes hoved op i arbejdshøjde, lykkedes det mig at få løsnet spændet – og Alexandra klarer resten, idet hun straks efter sænker hovedet for at tage sig endnu en mundfuld hø.

    En trense er det hovedtøj hesten skal have på, når man rider den. Det inkluderer et såkaldt bid, bestående af nogle metaldele, der skal ind i hestens mund. I lærebogen står der, at de fleste heste åbner munden af sig selv, når man holder biddet hen foran mulen.

    Men Alexandra er ikke som heste er flest. Hun vil meget hellere blive stående i sin bås og spise hø, end hun vil ud at ride rundt med mig på ryggen. Og hø er der, hvor utroligt det end lyder, stadig meget af i båsen. Hver gang hun tager en mundfuld, må jeg pænt vente, til hun har tygget af munden, inden jeg kan gøre et nyt forsøg. Men i femte eller sjette forsøg lykkedes det mig at få listet biddet ind i munden på hende og så gælder det om at handle hurtigt. Nakkestykket skal op over hendes ører, kæberemmen skal spændes og der er lidt frisørarbejde, der skal klares: Manen skal rettes og pandelokken løftes ud over pandebåndet.

    Næste prøvelse er de to næsebånd, de skal begge spændes. Alexandra stopper skam ikke med at spise, selvom hun har fået biddet i munden, hun gumler videre, som var det hendes sidste måltid. Og da hendes kæbemuskler hører til de mest brugte muskler i hele hendes korpus, er det ikke lige sådan at lave om på. Det gælder om at være rap på fingrene, hvis jeg ikke vil risikere at få dem klemt mellem hendes kæbe og næse-remmen af læder.

Klokken er blevet fem, da Alexandra er sadlet op. Det er blevet tid til dagens undervisning. Troede jeg da. For vores rideinstruktør foreslår frejdigt og som den naturligste ting i verden, at vi alle rider en tur til Sjelborg Strand ad de små stier og grusveje, der forbinder rideskolen med stranden.

    Jeg vil enormt gerne prøve at ride på en hest ude i naturen, men det skræmmer mig også lidt, for jeg er ikke i tvivl om, hvem der vinder, hvis Alexandra og jeg på et tidspunkt vil noget forskelligt.

    Alexandra har immervæk gjort dette i mange, mange år. Jeg har gjort det i sammenlagt 16 timer, hvis man medregner den halve time, der går med diverse praktiske gøremål før og efter hver ridetime. Jeg vælger at skubbe betænkelighederne i baggrunden, og snart skridter vi af sted i det flotte solskinsvejr – for mit vedkommende med et smil så stort, at man næsten ikke kan se andet under den obligatoriske sorte ridehjelm.

    At Alexandra med jævne mellemrum – fuldstændig uden at ænse mine direktiver via tøjler, kropsvægt og schenkler (ridesprog for mine ben) – braser helt ind i buske og unge træer langs ridestien for at spise grønne skud og blade, gør ikke noget, selvom vi grundet hendes små ”afstikkere” kommer langt bagefter de andre.     Dog er jeg pludselig meget taknemmelig for min ridehjelm, da Alexandra ikke tager hensyn til, om grene og kviste svirper tilbage, efter hun har ribbet dem for spiselige dele.

    At hun bliver nervøs for en forbipasserende bil og sætter i trav gør mig slet ikke urolig – dels har jeg lært, hvordan jeg bremser en hest, dels foretrækker Alexandra til enhver tid at skridte i adstadigt tempo, så der går ikke lang tid, før vi igen skridter roligt langs vejkanten.

    At vores entre på stranden er alt andet end yndefuld, fordi Alexandra har travlt med at komme først ned ad skråningen kan jeg også tilgive hende – der vokser jo en gruppe hybenbuske lige nedenfor, og de lysegrønne blade er ganske enkelt uimodståelige.

    Således vel ankommet til Sjelborg Strand venter der os ti minutters ridt i vandkanten, hvor der ikke findes noget spiseligt – så den del er ren fornøjelse.

På tilbageturen møder vi endnu en bil på den lille grusvej, der fører ned til stranden. For at give plads rider vi helt ind til siden – hvorved Alexandra øjner en mulighed for at gå på rov i markens spirende afgrøder. Men der sætter jeg alligevel grænsen. Jeg sparker til hende med en bemærkning om, at hun skal lade markens indhold være i fred, der venter masser af korn til hende hjemme i stalden. Inden jeg ved af det, er vi tilbage på vejen og overhaler snart de andre elever. Hun sætter først tempoet ned, da vi ligger lige bag rideinstruktørens hest.

    Næste gang rideinstruktøren vender sig rundt i sadlen for at tjekke, at alle er med, er hendes overraskelse åbenlys.

    - Hvad har du gjort ved hende?

    - Sagt at der venter hende en stor portion korn hjemme i stalden!

    Rideinstruktøren ler og bemærker, at Alexandra er den eneste hest, hun kender, som passer på karikatur- tegningen af en rytter, der bruger en stang med en gulerod for enden for at få hesten til at gå frem.

Da vi når tilbage til stalden, trækker Alexandra med stor overbevisning i retning af sin bås – og finder krybben tom. Hun giver sig til at bide i krybben for at demonstrere, at hun vil have mad.

    Jeg skynder mig at få trensen byttet ud med grimen, så hun slipper for at spise med et bid i munden. Ikke at det har holdt hende tilbage indtil nu, men det er nu engang hvad lærebøgerne foreskriver. Derefter tager jeg sadlen af og går ud til sadelrummet. Da jeg vender tilbage med striglen, er staldpigerne i gang med fodringen – og Alexandra har fået sin portion. Hun spiser med en iver som var hun ikke blevet fodret i månedsvis og opdager nærmest ikke, at jeg strigler hende.

    Jeg tænker over instruktørens bemærkning om guleroden på en stang, og føler at denne løsning passer bedre til mit temperament end pisken. I sidste uge blev jeg udstyret med en ridepisk samt instrueret i at bruge den, da rideinstruktøren mente, at Alexandra løb om hjørner med mig. Det viste sig, at rideinstruktøren havde ret. Straks Alexandra så, at jeg fik en pisk i hånden, kunne hun pludselig trave den ene runde i ridehallen efter den anden. Tidligere nåede jeg ikke en gang op på en hel runde, før hun atter var nede i skridt.

    Da jeg træder tilbage for at beundre det færdige resultat, tænker jeg ved mig selv, at jeg i hvert fald aldrig bliver dressurrytter – det vil tiltrække for megen opmærksomhed at ride ind på banen med en hest iført stang og gulerod som erstatning for dressurpisken.

    Alexandra drejer hovedet og sender mig et langt blik med det store brune øje. Det virker næsten som om hun har læst mine tanker, og nu vil se om jeg virkelig mener det alvorligt. ”Dressurrytter?! Jeg skal da vist være glad, hvis jeg nogensinde får en anstændig rytter ud af dig. Og giv mig så den skive rugbrød, jeg plejer at få som belønning.”

    Jeg finder rugbrødsskiven og passer på ikke at få fingrene imellem. Den madglade pony skelner ikke.

Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.

Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.