Tanker fra en togrejse
Tanker i et stort virvar. Om mine medpassagerer og deres påklædning og opførsel. Om togpersonalet, som alle virker alt for morgenfriske. Om landskabet, der passerer forbi udenfor. Om mødet, jeg er på vej til og som kunne have været undgået. Om min familie, som jeg meget hellere ville tilbringe dagen sammen med. Om de drømme jeg havde i nat, og hvad de mon betyder.
Imponerende at jeg kan sidde stille, når der foregår så meget. Mon det er, hvad man kalder
selvbeherskelse?
Ny tanke. Togets Business Class burde hedde Snobbe Class. Passagererne træder fortravlet ind, finder deres pladser, placerer aviser og mobiltelefoner strategisk på bordet og sætter sig så alle til at vente på Togservice. Man kan da virkelig ikke gå glip af et gratis rundstykke, kaffe & juice, når det nu er med i prisen.
Morgenmaden fortæres hurtigt, derefter følger et par opringninger, der vist mest af alt skal imponere de øvrige passagerer, og så bliver der tid til at bladre lidt i aviserne.
Omtrent på dette tidspunkt går pusten af de fleste, og de indtager hvilestillingen, alt i mens de forsøger at give indtryk af, at det er nødvendigt for dem at hvile nu, da resten af deres dag bliver en reel gyser af benhårde forhandlinger og vigtige møder.
Trods det fine tøj og den civiliserede opførsel, har jeg netop været vidne til noget af det mest primitive: Kampen om hvem der skal være flokfører. Det samme finder sted i naturen, hvor de vilde dyr via forskellige ritualer afgør, hvem der er stærkest, klogest, hurtigst – og mest værdig til at lede flokken.
Tilsyneladende har vi mennesker også behov for at have en rangorden at indordne os efter. Selv på en togrejse af få timers varighed er det afgørende, at man ikke havner nederst i hierarkiet, fordi man af de øvrige passagerer anses som den mindst vigtige og mindst betydningsfulde.
Tankevækkende.
Kopiering og uddrag fra denne tekstudgivelse må kun finde sted med forfatterens skriftlige tilladelse.
Teksten er ophavsretligt beskyttet ifølge lovgivningen.
