Min kære og ulykkelige efterfølger: uanset hvem De er, er det med beklagelse, at jeg forestiller mig Dem læse den beretning, jeg her må nedfælde. Beklagelsen gælder til dels mig selv – for jeg vil uden tvivl være i knibe, måske være død, eller det der er værre, hvis dette falder i Deres hænder. Men min beklagelse gælder også Dem, min endnu ukendte ven, da brevet en skønne dag kun vil blive læst af nogen, der har brug for så skændig en oplysning. Selv om De ikke er min efterfølger i anden forstand, vil De snart blive min arving – og det smerter mig at testamentere min måske ufattelige oplevelse af det onde til et andet menneske. Hvorfor jeg selv arvede den, ved jeg ikke, men jeg håber at få det at vide før eller siden – måske mens jeg skriver til Dem eller måske i løbet af de kommende begivenheder… (fra omslaget)

Min vurdering

Bogens sceneskift er forvirrende – men kun i begyndelsen, for heldigvis er forfatteren konsekvent. Altså bliver det hele meget nemmere, når først man har lært at skelne de tre hovedforløb fra hinanden. Pointen med at have flere ”spor” i samme fortælling bliver tydelig, når man frustreret vender en side og opdager, at forfatteren ”skifter scene” lige som det var ved at blive spændende. Genialt trick som sikrer, at man aldrig når at kede sig – og derfor bliver overrasket, når man pludselig er igennem de mange sider.

Rolling Stone skrev ”Sæsonens må-læse-roman.. tænk dig Da Vinci Mysteriet med hjerne… bloody good!”.

Jeg er tilbøjelig til at give Rolling Stone ret, men først efter at have læst hele bogen og dermed erhvervet mig det fulde overblik. Så giv den en chance.