Iben er en både smuk og velbegavet kvinde. Hun har et job, hun brænder for, og en mand, hun elsker. Alligevel er hendes tilværelse ved at falde fra hinanden. En voldsom angstneurose har nemlig taget magten og forhindrer hende i at leve et normalt liv.

Først da hun ved en kraftanstrengelse tvinger sig til at gå i svømmehallen en gang om ugen, begynder en vej ud af det indre helvede at tegne sig. Fra en tilskuerplads på den bagerste flisebænk i dampbadet følger Iben en håndfuld kvinders samtaler om den virkelighed, de hver især lever i. De fem kommer vidt omkring. Fra utroskab, salsa og hustruvold til appelsinhud, abort og sexlegetøj.

Uge for uge sidder Iben og suger de andres beretninger til sig. Langsomt oplever hun sin interesse for andre menneskers liv vokse, og langsomt får hun det bedre med både sig selv og sin omverden.

Tirsdag formiddag er historien om en kvindes vej ud af en invaliderende angst, men den handler lige så meget om de mange andre problemer, som tusindvis af kvinder lever med hver eneste dag, og om hvordan vi kan blive bedre til at hjælpe hinanden. (fra omslaget)

Min vurdering

Misundelse er en grim ting. Men jeg misundte faktisk kvinderne i romanen for det fællesskab, de havde. Bedre blev det ikke, da jeg mindede mig selv om, at det var et fiktivt fællesskab - så misundte jeg i stedet forfatteren for hendes evne til at få så meget ud af en vindueskarm, et dampbad og 5+1 kvindes almindelige liv.

Personbeskrivelserne er så rammende, at jeg selv efter bogen er lukket i husker navnene, deres livshistorier og aner deres konturer for sig, når jeg lukker øjnene.

Romanen er en lang - smuk - påmindelse om, hvor nemt det er at blive en del af et fællesskab. Hvis man bare lader fællesskabet komme ind på livet af sig.