Skammens Væg
 

Mine erfaringer fra selvfinansieret udgivelse

Beslutningen

I stedet for at kontakte det ene forlag efter det andet i håbet om, at ramme den magiske kombination af:

- forlagets udgivelsesprogram

- forlagets budget

- mit manuskript

valgte jeg i februar 2010 selv at finansiere udgivelsen af Skammens Væg - og andre noveller.


Dermed havde jeg kontrol over alle dele af processen, eksempelvis:

- udgivelsesdatoen

- bogens format
- opsætning af teksten
- papirtypen
- omslaget
- at den trykte bog skulle suppleres af en e-bog
- prisen



Valg af forlag/samarbejdspartner

Da jeg skulle vælge forlag/samarbejdspartner, var det afgørende for mig, at jeg bevarede alle rettigheder til mine noveller.


Hos nogle selv-/medudgiverforlag, skal man i et eller andet omfang fraskrive sig rettighederne.

BoD svarede mig eksempelvis således:
”For at kunne trykke og distribuere din bog, (har vi) brug for, at du tildeler os rettighederne til den del, men rettighederne til indholdet ligger hos dig.”


Jeg ønskede at have rettighederne til novellerne i Skammens Væg, hele vejen igennem – og dermed være den, der træffer beslutningen om eventuelt genoptryk / flere eksemplarer.

Efter at have undersøgt flere mulige samarbejdspartnere - dels ved at læse på deres hjemmesider, dels ved at kontakte andre der havde udgivet samme sted - besluttede jeg at udgive på Forlag1.


En anden forfatters oplevelse bekræftede mig i, at det er vigtigt at se sig for: Laila Ammitzbøl udgav sin roman ”Livet i landet grotesk" via BoD i 2008. Allerede i 2009 blev hun kontaktet af en veninde, som havde forsøgt at købe 2 eksemplarer af romanen – forgæves. BoD havde besluttet ikke at optrykke flere, så den kunne ikke længere købes!



Om Forlag1

Forlag1 skriver på deres hjemmeside, at det tager 1-2 måneder at få trykt sin bog, afhængig af bogens størrelse, tilkøb af ekstra ydelser (fx korrektur, udarbejdelse af omslag mv.) samt hvor hurtig man er til at godkende trykfiler / læse korrektur.


Via vejledningerne og eksemplerne på forlagets hjemmeside var det nemt for mig at tilrette mit manuskript til de gængse normer (med kolofon osv.) inden jeg sendte det ind.


Drøftelser omkring projektet, korrekturlæsning og rettelser dels via pdf-filer, dels via tilsendt prøvetryk oplevede jeg som en kontinuerlig proces.


Kun to måneder efter min allerførste kontakt til forlaget blev min novellesamling udgivet. Alle delfrister og aftalte responstider blev overholdt fra forlaget, og ofte var der svar på e-mails samme dag. Det var ligeledes nemt at komme i kontakt med forlaget pr. telefon – og de vidste, hvem jeg var, når jeg ringede.


Læs mere om mine erfaringer med Forlag1 her



Udgifter / tilkøb

Forlag1 tilbød en attraktiv løsning, hvor jeg - for en fast pris - fik trykt 200 eksemplarer af Skammens Væg samt lavet en e-bogsversion. Herudover var der mulighed for at tilvælge en række ekstra ydelser, alt efter behov.


Prisen for en selvudgivelse afhænger af, hvor meget man selv kan og vil levere i processen. De fleste steder kan alt hvad hjertet måtte begære naturligvis tilkøbes:

•layout

•redigering

•korrektur

•omslag

•pr materiale

•hjælp til at kontakte aviser og andre medier osv.


Det gælder altså om at se sig godt for. Et godt tilbud er måske ikke så attraktivt, når man først begynder at indregne tilvalgsydelserne. Omvendt kan et dyrere tilbud vise sig at være billigt, fordi der er flere ydelser indregnet i prisen fra start.



Vær realistisk

Det vil være frygteligt, at betale flere tusinde kroner for at få udgivet sit manuskript – og så blive skuffet over slutresultatet, fordi man sprang over et gærde eller to.


Derfor: Vær realistisk med hensyn til hvad du selv kan/vil stå for!

Få andres input undervejs, søg hjælp til korrektur hvis nødvendigt (og lad andre afgøre om det er nødvendigt), tag stilling til om du selv kan (og vil) stå for de andre opgaver.


Til erstatning for den redaktør, som forlagene normalt kobler på, har jeg gjort brug af såkaldte ”betalæsere”: læsere med forskellige baggrunde/ forudsætninger, som kom med input/forslag til rettelser om alt fra kommasætning og stavning til handlingen. Du kan se mere om betalæsning på Mikala Rosenkildes hjemmeside www.kongamato.dk.


Der er også læst grundig korrektur på mit manuskript - i flere omgange og af flere personer.


Når jeg lægger endnu et signeret eksemplar af Skammens Væg i en foret kuvert for at sende den til en kommende læser, er det med stolthed.



Indtjening

Den vejledende udsalgspris er fastsat af mig - men jeg trak naturligvis på Forlag1’s erfaringer. Forhandlerrabat, distributionsafgift, moms og andre omkostninger medfører, at hele første oplag skal sælges, før udgivelsen af Skammens Væg nærmer sig udgiftsneutral.


Men det er helt i orden. Jeg har ikke udgivet novellesamlingen for at tjene penge, men for at underholde og blive læst.



PR-arbejdet

Afgørende for om man bliver læst er, at der gøres opmærksom på udgivelsen.

 
Jeg fik jeg lavet bogmærker med omslaget fra Skammens Væg som blikfang, informationer om novellesamlingen, købsmuligheder og henvisning til www.morsund.dk. Bogmærkerne er blevet ”drysset” på oplagte steder, fx Krimimessen i Horsens, hvor også mine visitkort var gode at have ved hånden i kommunikationen med andre forfattere og forlag.

Da Skammens Væg udkom fik jeg udarbejdet en pressemeddelelse, som blev udsendt til en række medier.


Dette førte til et radiointerview til Morgen på P4 Syd samt artikler i lokale aviser.

Jeg opdaterer løbende min hjemmeside www.morsund.dk samt min profil på Twitter.


Dette førte til at en journalist fra TV2 via Google fandt frem til mig, da TV2 Nyhederne ville lave et indslag om selvfinansierede udgivelser.


Efter omtalen på landsdækkende tv oplevede Forlag1 øget efterspørgsel på  Skammens Væg - så omtalen behøver ikke konkret at vedrøre selve indholdet af udgivelsen for at skabe salg.

Reaktioner fra omgivelserne

Vælger du en selvfinansieret udgivelse, skal du være klar over, at mange ikke anser det for at være en “rigtig” udgivelse. Flere vil påpege alt det dårlige ved at udgive selv, straks de hører om dine planer.

Lyt til det, de siger!

Jeg er meget taknemmelig for alle de advarsler og oplysninger, jeg fik forud for min beslutning. Dermed gik jeg nemlig ind i processen med åbne øjne – klar over alle de opgaver, jeg selv måtte påtage mig og de lukkede døre, jeg ville møde.

Og nej, Skammens Væg er ikke blevet anmeldt i landsdækkende dagblade. Og meget af omtalen har fokus på det, at jeg har valgt en selvfinansieret udgivelse. Men jeg udgav heller ikke Skammens Væg for at nogle litteraturkritikere skulle klappe mig på skulderen og sige bevingede ord.

Skammens Væg er blevet udgivet fordi jeg havde skrevet nogle historier, jeg gerne ville dele med andre. Historier som jeg vurderede, at andre ville finde underholdende, interessante og spændende.

Tilbagemeldingerne fra en bred læserskare - fra 7. klasserne på Hjerting Skole til Inga på 90 år - har heldigvis bekræftet mig heri.

Læs anmeldelser og reaktioner fra læserne her