Skammens Væg
 

Foredrag ved Gitte Morsund på Varde Bibliotek

Om foredraget
Onsdag den 8. september 2010 stod jeg til rådighed for skriveinteressede på Varde Bibliotek. Arrangementet var en del af Varde Fest- og Kulturuge.

De fremmødte medbragte alle notesbøger, spørgelyst og engagement - og vi fik således en udbytterig aften med udgangspunkt i det annoncerede program:

- hvordan kommer man i gang med at skrive?
- hvordan bliver man bedre?
- hvor finder man ligesindede?
- hvordan bliver man udgivet?

I vicebibliotekschef Norman Gyldenbergs opsummering af aftenen takkede han mig for “et inspirerende og åbent foredrag”.

Vigtigst for mig var det dog, at flere af de fremmødte ved aftenens slutning gav udtryk for, at de havde fået lyst til at dele deres skriverier med andre.


Mine bemærkninger
Som anført i programmet fortalte jeg - med udgangspunkt i mig selv - hvordan man kommer i gang med skrive. 

Jeg nævnte også muligheden for at hente inspiration fra andres skriverier, eksempelvis via deltagelse i læseklubber som DR Romanklub.

Ligesom jeg redegjorde for mine erfaringer med de mange bøger udi skrivekunsten, som bibliotekerne råder over.

Da man kan lære uendeligt meget af ligesindede, informerede jeg om Fyldepennen.dk – et gratis forfatternetværk på internettet.

Muligheden for at deltage i skrivekredse, forfatterskoler m.v. blev også omtalt, idet jeg tog udgangspunkt i mine egne erfaringer fra deltagelse i et skriveværksted.

Endelig forklarede jeg omkring processen med at blive udgivet. Jeg har tidligere gjort mig nogle erfaringer med at kontakte forlag, og få afslag, på digte, essays m.v. Et udvalg af disse tekster er i dag offentliggjort her på siden, ligesom enkelte af mine essay-tekster er blevet udgivet på henholdsvis Forlag Graff og Gyldendal. Læs mere i min bibliografi.

Senest valgte jeg så at gå direkte til en egenfinansieret udgivelse af min novellesamling Skammens Væg, som trykt bog og som e-bog. Derigennem har jeg naturligvis gjort mig nogle erfaringer omkring selvfinansieret udgivelse - og delte rundhåndet ud af dem.